Fotokunst i Mikro-Makro
Mikro- og makro-fotografering åbner døren til en hel anden verden af motiver, end dem vi er vant til.
De utrolige vandskulpturer i makro skabes ved at fastfryse kollisionen mellem to dråber vand i det helt rigtige øjeblik.
Det gøres bedst med en makrooptik på kameraet og flash, der kan fryse mødet mellem de flydende skulpturer på 1/40.000 af et sekund og bevare dem i et evigt nu.
Billederne er ikke manipulerede med Photoshop. Der fjernes kun sensorpletter og mindre stænk, der er generende, toneværdierne og kontrasterne behandles.
Det er som et digitalt mørkekammer, hvor du kan forstærke det, der allerede er på billedet og forfine billedeffekten.
Gennem mikro-forstørrelser op til 60:1 af meget små ting afsløres unikke detaljer i mikroskopet, der ellers er langt uden for vores synsvidde.
Vitamin-C, citronsyre, koffein, menthol, magnesium, vinsyre og oxalsyre er nogle få blandt mange velkendte stoffer. De er ikke mystiske, men når de bruges til at skabe mikrokrystaller, viser de en ellers skjult verden af vidundere.
Det er en visuel verden, hvor selv de mindste detaljer kan blive til betagende kunstværker.
Billederne, der på mange måder minder om abstrakt kunst, giver os som tilskuere vores egne associationer, der har lige så mange facetter som de tilfældige former, som krystallerne danner.
Lad dig inspirere og fortrylle.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes